Vil du lede en samlet STU og sætte retning for en ny ungeindsats i Næstved?
I Næstved er vi i gang med at skabe noget nyt. Et sted med lys, luft og faglighed – hvor ungeindsatsen samles under ét tag. Ikke kun fysisk, men også mentalt og metodisk.
Her bygger vi en ny fælles kultur, hvor faglighed møder fællesskab, og hvor samtalen om de unges liv begynder med nærvær – ikke med system. Et sted, hvor relationer får lov at vokse, og hvor nye veje til udvikling formes i fællesskab.
STU’en er en helt central del af denne nye retning. Tre tidligere STU-adresser – Modus, Kupé og Cura/Cordis – er nu samlet ét sted. Sammen med botilbuddet Krummerup skaber vi ét stærkt miljø med unge, faglighed og muligheder i centrum.
Vi har brikkerne. Nu handler det om at samle, forme og forankre. Derfor søger vi en leder, der vil sætte retning, styrke den pædagogiske profil og bidrage til kulturen – i tæt samspil med et nyt ledelsesteam og dygtige medarbejdere.
Center for Unge & Uddannelse
Den 1. august 2024 slog Center for Unge og Uddannelse (CUU) i Næstved Kommune dørene op med et klart formål: at styrke unges vej mod uddannelse, job og et selvstændigt liv. Med afsæt i en helhedsorienteret og ressourcefokuseret tilgang arbejder CUU for at give alle unge de bedste muligheder for at udfolde deres potentiale og træffe velovervejede valg for fremtiden.
CUU samler en række vigtige indsatser under ét tag – bl.a. Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), Team Job og Vejledning, Ungdomsskolen og det nyetablerede Studiecenter.
Tilsammen udgør de en samlet ungeindsats, hvor faglighed, tværgående samarbejde og stærke relationer til de unge er omdrejningspunktet.
Centeret ledes af en centerchef og en ledergruppe og består af over 100 engagerede medarbejdere med høj faglighed. Hele indsatsen bygger på Næstved Kommunes værdier: tillid, helhed, dialog og mod – og ambitionen er klar: at skabe reelle og varige muligheder for unge i kommunen.
Vil du vide mere om CUU og de mange tilbud til unge? Så klik dig videre til Næstved Kommunes ungesite: www.naestved.dk/ung.
Et sted, hvor unge trækker vejret frit og bygger fremtid
STU i Næstved er mere end et undervisningstilbud. Det er et trygt og udviklende ungdomsrum, hvor unge med særlige behov får mulighed for at vokse som mennesker, deltage i meningsfulde fællesskaber og finde deres vej i livet.
Som leder får du ansvaret for en samlet STU med forskellige profiler, kompetente medarbejdere og et botilbud som del af helheden. Du bliver ansvarlig for at sætte rammen, styrke sammenhængskraften og gøre det komplekse enkelt – uden at forsimple det.
Vi søger dig, som…
- Har solid faglig forankring i arbejdet med unge med særlige behov
- Har styr på den lovgivningsmæssige ramme og de pædagogiske tilgange, der virker
- Kan navigere i kompleksitet og bevare fokus på kerneopgaven: at støtte unge mod et selvstændigt og meningsfuldt voksenliv
- Har ledelseserfaring og forstår, at god ledelse er tydelig, nærværende og strategisk
- Kan skabe struktur, sætte retning og sikre opfølgning – med respekt for mennesker og faglighed
- Har blik for økonomi og kan balancere faglige ambitioner med ressourcer
Evnen til at bygge bro, skabe tillidsfulde relationer og sikre helhedsorienterede forløb er afgørende – både internt i STU, på tværs af centerets øvrige afdelinger og i samspil med aktører som UU-vejledere, beskæftigelsesområdet, socialforvaltningen og forældre.
Du bidrager til den kultur, der gør en forskel. Har blik for de små ting, der skaber stor mening i hverdagen. Trivsel, tydelig kommunikation og sammenhængskraft er ikke bare noget, du arbejder med – det er noget, der naturligt folder sig ud gennem din måde at være leder på. En måde, hvor både unge og medarbejdere oplever sig mødt, set og støttet i at vokse.
Hvad siger medarbejderne?
Vi har spurgt dem, du skal stå i spidsen for. Her er, hvad de ønsker sig:
- En leder, der samler og skaber sammenhængskraft
- En, der er nysgerrig og medskabende i udviklingen af en tydelig pædagogisk profil
- En, der viser tydelighed, har overblik og kan prioritere i en kompleks hverdag
- En, der er omstillingsparat, nærværende og klar i sin kommunikation
- En, der værner om faglighed og fællesskab – og gør det med menneskelighed
Har du modet til at stå fast – og hjertet til at stå sammen?
I en nyopbygget ungeindsats vil du opleve perioder, hvor ikke alt er sat i system. Hvor retningen skal findes undervejs, og hvor strukturer stadig tager form. Her kræver det mod at være leder – og mod til at være menneske.
Vi leder efter dig, der kan stå roligt, selv når det blæser. Dig, der kender dine egne reaktionsmønstre, og som ikke er bange for at lære nyt – også om dig selv. Dig, der kan tage lederskabet på dig, men som også ved, hvornår du har brug for at vende dine valg med andre.
Du ser refleksion og selvudvikling som en del af det at være leder – ikke som en ekstra opgave, men som en grundsten i din måde at være til stede på. Du behøver ikke have alle svarene – men du tør stille de rigtige spørgsmål. Og du går ikke i stå, bare fordi alt ikke er givet på forhånd.
Vi tror ikke på den perfekte leder. Vi tror på den ægte leder – den, der tør være tydelig, lyttende og i bevægelse.
En gylden mulighed – for dig og for os
Lige nu står vi et sted, hvor alt er åbent – og det giver os en sjælden mulighed:
Vi kan sammensætte et nyt lederteam, hvor de personlige og faglige kompetencer supplerer hinanden. Hvor ingen skal være alt – men alle kan bringe noget væsentligt i spil. Vi ønsker os et team, hvor forskellighed er en styrke, og hvor du – som leder – både kan vokse selv og skabe vækst for andre. Et fællesskab, hvor vi sammen skaber de bedste rammer for at løse centrets vigtigste opgave:
”At skabe de bedste forløb for alle unge i Næstved ved at tilbyde helhedsorienterede indsatser af høj kvalitet, der både styrker unges deltagelse i meningsfulde fællesskaber og understøtter deres vej videre i uddannelse og job.”
Hvad forventer centerchefen af dig?
Her er, hvad din kommende centerchef, Dina Rosenkjær, forventer af dig som leder:
”Du bringer nærvær, energi og menneskelighed ind i din ledelse – og skaber en hverdag, hvor relationer styrkes, samarbejde bliver lettere, og både unge og kollegaer kan føle sig trygge og inspirerede. Du ved, at trivsel og humor ikke står i modsætning til faglighed – men netop er med til at løfte den.
STU'en spiller en helt central rolle i vores center. Det er her, vi – sammen med unge, forældre, medarbejdere og samarbejdspartnere – skaber rammen for en meningsfuld ungdomsuddannelse for unge med særlige behov."
Er du klar til at gøre en forskel for nogle af de unge, der har mest brug for det – og være med til at bygge en ny samlet ungeindsats i Næstved?
Vi glæder os til at høre fra dig.
Praktiske detaljer
Ansættelsessted: Center for Unge og Uddannelse
Ansættelse: Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og relevant organisation
Tiltrædelse: 1. august 2025
Arbejdstid pr. uge: 37 timer
Spørgsmål? Kontakt Ledelsesrådgiver Ayhan Gormez, Mindcloud, på tlf. 5338 2533 eller mail ayhan@mindcloud.dk, eller Centerchef Dina Rosenkjær på dinros@naestved.dk.
Ansøgningsfrist: søndag den 15. juni 2025
Første samtale: torsdag den 19. eller fredag den 20. juni 2025
Anden samtale: mandag den 23. eller tirsdag den 24. juni 2025
Send din ansøgning, CV og relevante bilag via knappen "Ansøg".
Om Næstved Kommune
Næstved Kommune er Sjællands mest erhvervsvenlige kommune. Vi er i vækst og fokuserer på at styrke sammenhængen mellem natur, by og vand. Vi løser opgaver inden for sundhed, børn og unge, kultur og fritid, erhverv, borgerservice og arbejdsmarked. Vi er over 7.000 medarbejdere med en målsætning om at blive Danmarks mest attraktive offentlige arbejdsplads. Derfor arbejder vi aktivt med god ledelse, fleksibilitet og et godt arbejdsmiljø. Hos os får du mulighed for at gøre en forskel og have indflydelse på det gode arbejdsliv. Vi værdsætter mangfoldighed og de unikke bidrag, vi hver især bringer med os.