Vi søger en Fagkoordinator til Byplanlægning

Vi søger en engageret og fagligt stærk fagkoordinator til vores Byplan-myndigheden i Team Plan i Center for Teknik og Miljø. Stillingen er nyoprettet.

Du skal som faglig koordinator for Byplan-myndighedsgruppen være bindeled mellem ledelse og medarbejdere, og skal sikre faglig kvalitet og udvikling af kommunens sagsbehandling indenfor planområdet. 

Du har ikke personaleansvar, men du har ansvaret for det faglige indhold. Du skal derfor holde dig opdateret på relevant lovgivning og skal sikre, at rammerne for sagsbehandlingen er på plads. Derudover skal du støtte dine kolleger fagligt, facilitere videndeling og koordinere arbejdsgange. Lyder det interessant er det måske dig vi søger.

Næstved Kommune er i areal Sjællands største kommune, og er med sine 85.000 indbyggere den 15. største kommune i landet. Byrådet har en ambitiøs dagsorden om at fremme væksten i kommunen, og har et mål om at indbyggertallet i 2030 er på 100.000. By- og erhvervsudvikling, nye boliger og grøn omstilling står derfor meget højt på den politiske dagsorden. Vi oplever generelt en stigende interesse fra private aktører for at udvikle projekter og er stolte over, at Næstved Kommune i år fik en 11. plads i DI’s erhvervsmåling i 2025.

Vi arbejder med mange spændende lokalplaner, strategiske planer og byudviklingsprojekter i bl.a. Næstved bymidte, Rådmandshaven og Næstved Havn. Der er lige nu 22 lokalplaner i gang, 9 lokalplaner er prioriteret til igangsættelse, og der er 23 kommende lokalplaner på venteliste (aktivt link her til lokalplanlisten). 

Planlægningsopgaverne og den store interesse for at udvikle projekter i Næstved betyder, at Byplan-myndigheden behandler mange ansøgninger om dispensation for lokalplaner og foretager mange planvurderinger for at sikre realisering af projekter af høj kvalitet i tråd med lokalplanernes formål og anvendelse. Det er netop dette arbejde du fagligt skal stå i spidsen for, inden for de ressourcer der er til rådighed. Du skal forvente, at du samtidigt selv skal bidrage til både lokalplanlægning og sagsbehandling.

Vi forventer, at udviklingstendensen vil fortsætte og vil kaste mange spændende opgaver af sig i fremtiden. Det har du mulighed for at blive en central del af. 

Generelt er god borgerservice, helhedsorienteret opgaveløsning og tværgående samarbejde vigtigt hos os. Vi arbejder regenerativt for at sikre en attraktiv arbejdsplads med god trivsel og et stærkt fællesskab. Vi har et stort fokus på inddragelse af borgerne og vi forventer, at du empatisk kan indgå i dialog med borgere, udviklere og andre lokale aktører i tråd med kommunens DOGME 24 (link til hjemmesiden).

Brænder du for at arbejde med mange dimensioner indenfor den fysiske planlægning, og trives du med at have mange bolde i luften, så er Næstved Kommune stedet for dig.

Vi forventer, at du: 

  • Har en relevant videregående uddannelse. 
  • Har en stærk faglighed indenfor planloven og stor erfaring med både lokalplanlægning og sagsbehandling, som gør dig i stand til at træffe kvalificerede faglige beslutninger.
  • Har flair for at arbejde i en politisk ledet organisation. 
  • Kan sikre, at myndighedsarbejdet lever op til relevant lovgivning, og at afgørelser træffes på et oplyst og sagligt grundlag.
  • Med din faglige viden kan understøtte en kvalificeret og ensartet sagsbehandling gennem udarbejdelse af procedurer og skabeloner, som du anser for nødvendige værktøjer.
  • Finder det naturligt og værdifuldt at hjælpe og sparre med dine kollegaer om løsning af opgaverne, og at du samtidig vil medvirke til at sikre, at nye medarbejdere introduceres og oplæres i fagområdet og fagsystemer.
  • Sammen med de øvrige fagkoordinatorer kan koordinere opgaver og sikre helhed og kvalitet i opgaveløsningen i Center for Teknik og Miljø.
  • Arbejder helhedsorienteret med opgaverne, og værdsætter et lyttende og dialogbaseret samarbejde med dine kollegaer på tværs af mange fagligheder. 
  • Arbejder systematisk, grundigt og professionelt, og kan skabe resultater i en travl hverdag.

Derudover er det en fordel, at du: 

  • Kan lede projekter, borgerinddragelsesprocesser og borgermøder på en empatisk måde. 
  • Har erfaring med eller kendskab til miljøvurderingsproces- og lovgivning.
  • Kan formidle svært lovstof og budskaber på en ordentlig og let forståelig måde. 
  • Har kendskab til at udarbejde digitale lokalplaner i DKPLAN. 

Vi tilbyder: 

  • Et job med udfordrende opgaver og en afvekslende hverdag på en rigtig god arbejdsplads. 
  • Et fagligt fællesskab i et engageret team med både specialistviden og bredde i kompetencerne.
  • Et professionelt men uhøjtideligt arbejdsmiljø med en stor grad af vidensdeling. 
  • Fleksible arbejdsforhold og mulighed for to ugentlige hjemmearbejdsdage.
  • Et godt kollegialt sammenhold, med sociale arrangementer og hyggelige stunder.
  • En arbejdsplads med fokus på trivsel og sundhed, hvor du bl.a. kan deltage i morgensang, centerets løbeklub og nyde kantinens frokosttilbud.

Hvem er vi: 

Team Plan er en del af Center for Teknik og Miljø i Næstved Kommune. Her vil du få 20 dygtige kollegaer, hvoraf 3 er fagkoordinatorer med forskellig faglig baggrund inden for planlægning og myndighedsbehandling i byerne og sommerhusområder, samt lokaldemokrati. 

Center for Teknik og Miljø har adresse i Rådmandshaven 20, 4700 Næstved. Arbejdspladsen ligger naturskønt ved Suså og Herlufsholmskoven, tæt på bymidten og blot 10 minutters gang fra Næstved station. 

Næstved ligger centralt på Sjælland, med gode tog- og vejforbindelser. Bor du i København tager det blot 42 minutter med toget til Næstved.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst indgået mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. 

Tiltrædelse: 1. februar 2026. 

Arbejdstid pr. uge: 37 timer. 

Vil du vide mere:
Du er velkommen til at kontakte Specialkonsulent og Fagkoordinator Birgitte Gregersen på tlf. 5588 6082 og Planchef Trine Kristoffersen på tlf. 2139 6728.

Ansøgningsfrist: Torsdag den 4. december 2025 kl. 23.59. 

Ansættelsessamtaler: Der afholdes samtaler torsdag den 11. december 2025. 

Se mere om Center for Teknik og Miljø her: https://www.naestved.dk/kommunen/organisationen/kommunens-organisering#center-for-teknik-og-miljoe-f2

Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og anden relevant dokumentation og uddannelsesbevis elektronisk via ansøgerknappen ”Ansøg”.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Om Næstved Kommune
Vi er Sjællands mest erhvervsvenlige kommune. Vi er en kommune i vækst og med fokus på styrke sammenhæng mellem natur, by og vand. Vi løser opgaver inden for sundhed, børn- og unge, kultur og fritid, erhverv, borgerservice samt arbejdsmarked. Vi er flere end 7.000 medarbejdere, og vi har en ambitiøs målsætning om at blive Danmarks mest attraktive offentlige arbejdsplads. Vi arbejder derfor målrettet med god ledelse, fleksibilitet og et godt psykisk arbejdsmiljø for at skabe gode betingelser for vores arbejdsliv. Når du arbejder hos os, får du mulighed for at gøre en forskel og have indflydelse på det gode arbejdsliv. Vi værdsætter mangfoldighed og de bidrag, vi hver især bringer til arbejdspladsen. Du kan få mere information om os på vores hjemmesideFacebook og LinkedIn

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Jobkategori: Administration & Sagsbehandling
Stillingsbetegnelse: Fagkoordinator til Byplanlægning
Antal stillinger: 1
Afdeling:
Center for Teknik og Miljø
Lokation: Rådmandshaven 20, 4700 Næstved

Næstved Kommune
Rådmandshaven 20
4700 Næstved

Telefon 5588 5588