Har du lyst til at blive en del af Næstved Kommunes Trivselshotline og arbejde med trivsel og nærvær?
Så er du måske den medarbejder, vi søger til Trivselshotline, i et nyt og foreløbigt etårigt samarbejde mellem Center for Arbejdsmarked og Sundhedscenteret. Ansættelsen vil være i Sundhedscenteret.
Om stillingen: Som medarbejder på Trivselshotline skal du have lyst til og gerne erfaring med:
- At arbejde med mennesker, der oplever udfordringer i arbejdslivet i form af stress og overbelastning, samarbejdsudfordringer eller andre problemstillinger, der påvirker den enkeltes trivsel og arbejdsevne
- At skabe udvikling, forandring og afklaring i korterevarende samtaleforløb, hvor du holder fokus på medarbejderens arbejdsliv og samtidig inddrager hele personen
- At understøtte ledere i deres ledelsesopgave i forhold til medarbejdere, der i en periode er udfordret i at varetage deres arbejde
- At finde frem til løsninger, som kan understøtte tilknytning og trivsel i samarbejde med både medarbejder og ledelse
- At bidrage i en fælles tidlig indsats for sygemeldte ansatte og bosatte i Næstved Kommune
Din profil:
- Du er autoriseret cand.psych.aut. eller psykoterapeut og brænder for at arbejde med problemstillinger knyttet til arbejdslivet
- Du har en god organisationsforståelse og et indgående kendskab til ledelsesopgaven og du skal kunne se værdien i at inddrage ledelsesperspektivet og den arbejdsmæssige kontekst for medarbejderen i samtaleforløbene
- Du har praktisk erfaring med individuelle samtaler, gerne ud fra en konsultativ- eller korttidsterapeutisk ramme
- Du har viden om og erfaring med kognitive metoder men også gerne kendskab til det systemisk/narrative og eksistentielle område
- Du har viden om arbejdsmiljø, fravær, forebyggelse og fastholdelse, stress og belastningsreaktioner, ledelsessparring/-coaching samt beskæftigelseslovgivningen
Personlige kvalifikationer:
- Du formår at arbejde med medarbejderens perspektiv samtidig med, at du har forståelse for lederens handlerum
- Du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation
- Du er visionær og ambitiøs på egne og teamets vegne og du ønsker at bidrage til at udvikle denne indsats
- Du er opsøgende, udadvendt og god til at skabe kontakt og tillid
- Du er en teamplayer og bidrager til teamets udvikling og trivsel
Vi tilbyder:
- En del af et mindre team med høj faglighed og god trivsel
- Udfordrende, selvstændige og alsidige opgaver
- Et professionelt og uhøjtideligt arbejdsmiljø med fokus på faglighed og kvalitet
- Personlige og faglige udviklingsmuligheder
- Ledelsesmæssig opbakning og støtte i opgaverne
- En dynamisk arbejdsplads med fokus på balancen mellem familie og arbejdsliv
Du bliver en del af et Sundhedscenter i udvikling, der arbejder med alt fra træning og genoptræning til folkesundhed, trivsel, Sundhedsrehabilitering og rusmidler – plus det løse.
For yderligere information, se den fulde job- og personprofil her.
Hvis du vil høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte konsulent og coach, Gitte Møller Petersen, 2122 4530 eller sundhedscenterchef Annitta Nordkvist, 2137 6649 (bedst mellem 12.30 og 13.00)
Ansættelsesvilkår:
Den ugentlige arbejdstid er 32 timer med mulighed for forhøjelse afhængigt af ønsker og behov. Vi har flekstid og arbejder selvtilrettelæggende.
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst
Vi forventer at besætte stillingen pr. 1. august 2025
Ansøgningsfrist:
11. maj 2025
Vi forventer at afholde samtaler tirsdag den 20. maj 2025
Arbejdstid:
32 timer ugentlig
Arbejdssted:
Præstøvej 67, 4700 Næstved
Hjemmeside:
www.naestved.dk
Næstved Sundhedscenteret består af 70 medarbejdere, der hver dag leverer sundhedsfaglige ydelser af høj kvalitet til kommunens borgere. Fokus er på at skabe sundhed og trivsel for alle borgere og medarbejdere i Næstved Kommune. Sundhedscenteret er organisatorisk placeret i Center for Sundhed og Ældre, ét ud af 11 centre i Næstved Kommune.
Næstved Sundhedscenter er organiseret i 4 enheder: Genoptræning, Rusmiddel, Forebyggelse og Sundhedsfremme samt Stabsenheden som rummer Kvalitet, Udvikling, Folkesundhed og Trivselshotline.